Få til indhold
Fri fragt over 1.500 DKK & Levering 1-3 hverdage
Fri fragt over 1.500 DKK & Levering 1-3 hverdage
Forebyg spiserørsforstoppelse

Forebyg spiserørsforstoppelse

Spiserørsforstoppelse hos heste opstår når hesten sluger sit foder, før det er blevet grundigt tygget og blandet med spyt. Krybbefoderet er en meget almindelig årsag til spiserørsforstoppelse men også stråfoder, groft græs/planter, samt godbidder, gulerødder, æbler osv kan give spiserørsforstoppelse hvis ikke hesten tygger det nok. Andre årsager som dårlige tænder eller forsnævringer i spiserøret kan også være en årsag.

Efteråret er det tidspunkt på året hvor flest heste får spiserørsforstoppelse, og det sker ofte i takt med at næringsindholdet i græsset falder. Hvis du mærker at din hest virker mere sulten end den plejer, skal du være ekstra påpasselig. Hvis hestens krybbefoder udfodres når hesten er meget sulten, sker der ofte det at hesten er meget forslugen, og ikke får tygget foderet nok.

Symptomer på spiserørsforstoppelse

  • Hesten går pludselig fra foderet og virker utilpas
  • Hesten hoster mærkeligt og har synkebesvær
  • Spyt og fodermateriale kommer ud af næsebor og/eller mund

Nogle gange er man heldig at hesten selv får løsnet foderet inden for 5-15 min, men ellers skal du ringe til (vagt)dyrlægen. Jo længere tid foderet sidder fast, desto større risiko er der for trykninger i spiserøret, samt at foder kommer i lungerne med risiko for efterfølgende lungebetændelse. Imens du venter på dyrlægen, er det vigtigt at hesten holdes fra at spise og drikke.


Er der bestemte fodertyper som giver hesten spiserørsforstoppelse?

Det ville være rart, hvis svaret på dette spørgsmål var "ja". Hvis det var tilfældet, kunne vi som foderproducenter simpelthen stoppe med at fremstille den type foder, og spiserørsforstoppelse ville være elimineret for altid. Sandheden er desværre, at ALT hvad hesten indtager – om det er pillefoder, korn, müsli, lucerne, snittet græs, æbler, gulerødder eller lignende – kan teoretisk set forårsage spiserørsforstoppelse, hvis materialet er for stort eller for tørt til let at kunne passere i spiserøret. 

Der findes selvfølgelig suppleringsfoder, som kvælder meget op, når det kommer i kontakt med væske/spyt. I vores sortiment er det f.eks. E-cobs, men også traditionelle roepiller suger en del væske, og skal derfor blødes op før udfodring. Nordic Beet Balance suger også væske, dog slet ikke så meget som almindelige roepiller f.eks. Men vi anbefaler alligevel at bløde det op, for at minimere risikoen for spiserørsforstoppelse. Det er vigtigt at man altid følger vejledningen på de enkelte produkter. Hvis ikke der står anvist at produktet skal blødes op, kan det uden problemer udfodres tørt, hvis hesten ikke er for sulten og dermed ikke tygger foderet nok.


Hvad kan man selv gøre for at minimere risikoen for spiserørsforstoppelse?

Først og fremmest sikre at hestene ikke bliver så sultne, at de forsluger sig i foderet. Dette kan gøres ved at tildele stråfoder med jævne mellemrum, også på foldene. Hvis hesten er sulten når den kommer på boks, fungerer det som oftest bedst hvis man starter med at tildele stråfoder, og at krybbefoderet først tildeles når hesten har fået dæmpet den værste sult.

Hvis hesten fodres i en gruppe, hvor den skal spise hurtigt for at undgå konkurrence, kan det hjælpe at isolere den ved fodring, så den får ro til at spise. Her kan det desuden også være en god idé at sørge for, at hesten ikke er helt så forslugen ved måltiderne, enten ved at fodre stråfoder før krybbefoderet eller ved at fodre mindre måltider oftere.

Derudover, så er den årlige mundhuleundersøgelse og behandling med til at vedligeholde tænderne, så hesten kan kværne det foder vi tildeler den, og så komforten tilskynder hesten at tygge sit foder mere grundigt. Hvis hesten er utilpas, når den tygger, fordi den har tandproblemer, vil den tygge mindre og derved producere mindre spyt.

Lav spytproduktion, og tørre slimhinder i halsen, kan også være relateret til dehydrering, som kan opstå som følge af langvarig træning, kraftig diegivning, dårlig vandforsyningen f.eks. i vandkopper eller i frostvejr, lavt indtag af salt eller dårlig vandkvalitet. Du kan læse mere om hestens væskeindtag her: https://www.nordichorse.dk/blogs/blog/hvor-meget-vand-drikker-en-hest

Hvordan fodres hesten efter en spiserørsforstoppelse?

Hvis hesten har haft spiserørsforstoppelse, anbefales det at fodring først opstartes 3 timer efter. Her bør man opbløde hestens krybbefoder og evt også stråfoderet. Det anbefales som regel at krybbefoderet opblødes den første tid efter en spiserørsforstoppelse, og herefter kan hesten ofte gå tilbage til ikke-opblødt foder igen, såfremt man sørger for at den ikke er forslugen når den skal spise.

Ønsker man at gøre lidt ekstra for hestens luftveje og slimhinder efterfølgende, kan en kur med Nordic Breathe anbefales.

 

Kontakt os gerne på info@nordichorse.dk, hvis du har spørgsmål omkring fodring med fokus på minimering af risikoen for spiserørsforstoppelse. Vi står klar med rådgivning og udarbejder også gerne en specifik tilpasset foderplan. Melder man sig ind i Klub Nordic Horse, kan man bestille en foderplan ganske gratis.

Forrige blogindlæg Mød Kaisa – føllet der mistede sin mor alt for tidligt
Næste blogindlæg Naturlig fodring af heste – hvilke egenskaber har dit foder?