Tlf. 2520 9070
Hestens unikke fordøjelsessystem samt næringsstoffernes betydning
Hestens fordøjelsessystem er udviklet til livet på stepperne, og på grund af denne særlige tilpasning er det særligt vigtigt at tage højde for, at hestens fordøjelsessystem ikke fungerer på helt samme måde som menneskers, for at sikre en korrekt fodring og dermed en velfungerende fordøjelse.
Fordøjelsens tilpasning til livet på stepperne
Heste levede oprindeligt på stepperne, hvor de brugte en stor del af døgnet på at bevæge sig og græsse. På grund af evolutionen blev hestens fordøjelsessystem derfor tilpasset til en type foder, som primært bestod af fibre. Den udviklede i den forbindelse en lille mavesæk, som kunne tømme sig hurtigt, fordi den gennem dagen spiste små mængder. Hesten udviklede yderligere en tyndtarm, som hverken var særlig lang eller effektiv, da foderet dengang ikke indeholdt store mængder korn eller olie, så der var ikke behov for det. Derudover udviklede hesten en stor blindtarm og en stor tyktarm, som tilsammen fungerede som et gæringskammer, hvor bakterier og andre mikroorganismer kunne sørge for at nedbryde de plantedele, som hesten ikke selv kunne fordøje.
I kontrast hertil har mennesker ikke dette gæringskammer i blindtarmen eller i tyktarmen, hvilket betyder, at fibre derfor er ufordøjelige for os.
Kunne man have lyst til at blive endnu klogere på hestens fordøjelse, kan man læse mere i følgende blog: https://www.nordichorse.dk/blogs/blog/hestens-fordojelse
Foderets vigtige næringsstoffer
For at denne unikke fordøjelse kan fungere optimalt og sikre, at hesten får den nødvendige næring, spiller foderets næringsstoffer en afgørende rolle. Hvert næringsstof bidrager på sin egen måde og kan opdeles i forskellige kategorier.
Makronæringsstofferne
Protein, fedt og kulhydrat er alle næringsstoffer, der går under betegnelsen makromolekyler, det vil sige, at det er store molekyler. Dette betyder, at ens for dem alle er, at de skal spaltes til mindre molekyler, for at hesten kan optage dem gennem tarmvæggen til blodet. De er desuden også det, som kaldes makronæringsstoffer, hvilket betyder, at de alle er energigivende næringsstoffer, idet der frigives energi, når de nedbrydes.
Proteiner
Proteiner bruges derudover også til opbygning af kroppen og har betydning for mange cellefunktioner, for eksempel til opbygning af knogler, muskulatur, hud, pels og hove. Proteiner deles op i aminosyrer, peptider og polypeptider. Aminosyrer kan yderligere opdeles i essentielle og ikke-essentielle aminosyrer, hvor de essentielle ikke kan dannes af kroppen, men skal tilføres via foderet, mens de ikke-essentielle kan dannes af kroppen.
Har du lyst til at blive klogere på aminosyrer til heste, kan du læse mere i denne blog: https://www.nordichorse.dk/blogs/blog/aminosyrer-til-heste
Fedt
Fedt, også kendt som lipider, deles op i triglycerider, fedtsyrer og kolesterol. Triglycerider er opbygget af glycerol samt tre fedtsyrer. Fedtsyrer kan være kortkædede eller langkædede, hvor de kortkædede er vandopløselige, mens de langkædede er uopløselige i vand. Fedtsyrer kan yderligere inddeles i mættede og umættede fedtsyrer. Hvis et fedtstof indeholder en stor mængde af mættede fedtsyrer, vil det være fast ved stuetemperatur, mens et fedtstof, som indeholder en stor mængde af umættede fedtsyrer, vil være mere flydende ved stuetemperatur.
Kulhydrater
Kulhydrater deles op i monosakkarider, disakkarider, oligosakkarider og polysakkarider. Monosakkarider er de mindste kulhydrater og er byggesten for de større kulhydrater. Disakkarider er sammensat af to monosakkarider, oligosakkarider er sammensat af tre til ti monosakkarider, mens polysakkarider består af flere end ti monosakkarider.

Monosakkarider smager sødt og kan være glukose, galaktose og fruktose. Disakkarider smager sødt og kan være maltose, sukrose og laktose. Oligosakkarider smager ligeledes sødt og kan være raffinose og verbakose. Polysakkarider smager derimod ikke sødt og findes som stivelse, glykogen og cellulose, hvor stivelse fungerer som glukosedepot hos planter, glykogen er glukosedepot hos dyr samt mennesker, og cellulose findes i planters cellevægge og udgør en stol del af fibre.

Mikronæringsstofferne
Vitaminer og mineraler er ligeledes næringsstoffer, som er vigtige for hesten. De kræver ikke, at de bliver spaltet, men kan derimod optages uændret gennem tarmvæggen til blodet. De går under betegnelsen mikronæringsstoffer, hvilket betyder, at de modsat protein, fedt og kulhydrat ikke er energigivende.
Vitaminer
Vitaminer indgår i alle kroppens funktioner, herunder opbygning og vedligeholdelse af væv, og derudover indgår de i omsættelsen af proteiner, fedt og kulhydrater til energi. Vitaminer kan opdeles i de vandopløselige og fedtopløselige. De vandopløselige vitaminer omfatter de forskellige B-vitaminer og C-vitamin. De vandopløselige vitaminer, kan mikroorganismerne i hestens stortarm, selv danne, hvis hestens tilføres tilstrækkeligt med fordøjelige fibre, og såfremt hestens mikroflora fungerer optimalt. Dog er der usikkerhed blandt forskerne, om hvorvidt mikroorganismernes produktion af vitaminer er tilstrækkelig, til at dække hestens behov. De fedtopløselige vitaminer omfatter A, D, E og K-vitamin, og deres optagelse er påvirket af absorptionen af fedt. De fedtopløselige vitaminer kan hesten ikke selv danne, og de skal derfor tilføres via foderet.

Mineraler
Mineraler er også en essentiel del af hestens foder til trods for, at de ikke tilfører hesten energi, men mineraler er ligesom vitaminer afgørende for, at hesten kan omsætte proteiner, fedt og kulhydrater. Mineraler kan inddeles i to kategorier, som er henholdsvis mikromineraler og makromineraler. Mikromineraler skal kun tildeles i små mængder, da de ellers kan have en skadelig effekt på hesten, men det er stadig essentielt, at hesten får tildelt disse gennem foderet. Makromineraler skal tildeles i større mængde.
Eksempler på mikro- og makromineraler:
|
Mikromineraler |
Makromineraler |
|
Jern |
Calcium |
|
Kobber |
Fosfor |
|
Mangan |
Magnesium |
|
Zink |
Kalium |
|
Kobolt |
Natrium |
|
Jod |
Svovl |
|
Selen |
|
Rådgivning
Når vi forstår, hvordan hestens fordøjelsessystem fungerer, bliver det tydeligt, hvor vigtigt det er at vælge foder, der understøtter dens naturlige behov. En fiberrig kost, små hyppige måltider og en god balance af næringsstoffer er fundamentet for en sund og velfungerende hest. Hos Nordic Horse arbejder vi netop ud fra denne forståelse. Vores produkter er udviklet med respekt for hestens fordøjelse og dens naturlige måde at optage næring på. Hvis dette har givet lysten til at vide mere om, hvordan du så bedst understøtter netop din hests fordøjelse samt finde det foder, der passer til din hest, er du altid velkommen til at udforske vores sortiment eller kontakte os for personlig rådgivning.
Giv din hest de bedste forudsætninger og lad os hjælpe dig godt på vej.
Kontakt os gerne på foderplan@nordichorse.dk, hvis du har behov for vejledning i fodring af din hest. Enkelte tilskud kan sjældent stå alene, hvorfor vi altid anbefaler gennemgang af hele hestens foderplan og evt. management. Vi står klar med rådgivning og udarbejder også gerne en specifik tilpasset foderplan. Melder man sig ind i Klub Nordic Horse, kan man bestille en foderplan ganske gratis.