Fodring af føl
Blog

Fodring af føl

Må føllet spise med?

Det er ikke unormalt, at føl når de er ganske unge (3-4 uger) viser stor interesse i det foder hoppen spiser. Føl efterligner instinktivt hoppens adfærd, også når det gælder mad. 

Føllets (og generelt hestes) smagsløg, fungerer ikke helt på samme måde som hos os. Det er ikke sådan at smagsstofferne påvirker smagsløgene direkte. Langt de fleste råvarer og indholdsstoffer er genkendelige for hjernen, når det har været indtaget før, og på denne måde kan føllet instinktivt lide det foder hoppen indtager, da det har været en del af den føde, der har været indtaget af mor under drægtigheden. 

Og det er helt okay at føllet spiser med fra krybben, dog i en grad der ikke betyder, at interessen for mælken mindskes. Føllet vil stadig have svært ved at fordøje og optage det krybbefoder den indtager, og det vil derfor mere eller mindre, ryge helt ud igen. Dog er det føllets måde at tilvænne sig det faste krybbefoder, hvilket er ekstremt positivt, når det er tid til fravænning.

Det foder hoppen tildeles efter foling, bør være det samme som under den sidste del af drægtigheden, da næringsstofferne stadig overføres til føllet via mælken. Jo færre skift i foderplanen der kan gøres, jo mere skånes føllets mave- tarmsystem.

 

Men hvilket foder er så det rigtige at tildele hoppen (og føllet):

Foder med så lidt stivelse som muligt:
Stivelse påvirker i en hvis grad hoppe og føls hormonbalance, og kan medvirke til at væksthormoner stimuleres så føllet vokser hurtigere end vi ønsker. 

Når vilde heste, eller heste til naturpleje, observeres, ses det, at føllene vokser jævnt og optimalt, men ikke hurtigt. Det ses, at føl og ungheste i meget mindre grad vokser ”skævt” og i ubalance med bagpart og forpart. Dette menes i høj grad at være grundet indtaget af græs, og den manglende tilstedeværelse af stivelse.

Ekstra omega-3 fedtsyrer:
Omega-3 fedtsyrer er vigtige næringsstoffer til et føl i udvikling. Både de sidste tre måneder af drægtigheden, men også under hele den efterfølgende vækstperiode - især i de perioder hvor føllet/unghesten vokser hurtigt.

Omega-3 fedtsyrer understøtter væksten af led og sener, men i høj grad også udviklingen af nervesystemet. Forskning viser, at hopper der har fået tildelt ekstra omega-3 fedtsyrer under drægtigheden og føl der får tildelt ligeså de første 6 måneder, udvikler større indlæringskapacitet og koncentration samt bevægelseskoordinering.

Yderligere er omega-3 fedtsyrer en fordel for hud, pels samt hove.

Læs mere om vigtigheden af omega 3 fedtsyrer til den drægtige hoppe ved at klikke her.

Rigelige mængder vitaminer og mineraler:
Er bare et vitamin eller mineral i underskud, vil føllet ikke kunne vokse som det skal og essentielle processer hos føllet bremses. Heste har i vækstperioden en evne til, at kunne ”pause” deres udvikling, hvis der er mangel på næringsstoffer, og kan i høj grad kompensere for dette efterfølgende, dog ikke 100%.

Let nedbrydelige proteiner:
Især aminosyrer (fra proteiner), der er hestens byggesten, er vigtige hos den voksende hest. Lysin er den begrænsende faktor, og vil hæmme udviklingen og væksten af føllet, hvis ikke det er til stede i tilstrækkelige mængder.

Proteiner kan være svære at nedbryde, kræve energi og skabe affaldsstoffer, der påvirker lever og nyrer. Derfor er det vigtigt at kigge på sammensætningen af proteiner, hvor kommer de fra, og er de let-fordøjelige for hesten, så aminosyrerne let bliver tilgængelige for det voksende føl, uden at belaste systemet.

Det kan mange gange være svært at gennemskue hvilke råvarer der indeholder hvilke proteiner, men som udgangspunkt vil det mest optimale være, at hoppe og føl får proteiner (aminosyrer) fra grovfoder af god kvalitet, og hvis der indtages rigeligt, bør der også være tilstrækkeligt med aminosyre byggesten til føllet i vækst. Derfor kan det være en god idé med analyse på dit stråfoder, så du ved om det indeholder nok protein.

Yderligere kan det være en fordel at tilføre tilskud af hørfrø, eller esparsette, der indeholder lettilgængelige aminosyrer samt lysin.

Tilstrækkeligt med grovfoder:
Ud over krybbefoderet, er det vigtigt at føllet har adgang til grovfoder ad libitum (hø, wrap eller græs) Føllet vil selv regulere indtaget i takt med det det udvikles og vokser og har behov for flere foderenheder, udover det der indtages via modermælken. Jo tidligere føllet begynder at nippe i grovfoderet, jo bedre er det for balancen mellem bakterierne i føllets stortarm, som skal forberede sig på at indtage mere og mere fast føde.

Probiotika:
Lige præcis i forhold til disse bakterier, overfører hoppen en stor del af disse til føllet, og føllet vil givetvis også gå og nippe i hoppens afførring (måske endda også foldkammeraters afførring) Dette er helt normalt, og ses især som en adfærd der gør sig gældende i de perioder hvor føllet vokser hurtigt. Dette sikrer føllet et indtag af forskellige tarmbakterier, der skal hjælpe med at nedbryde foderet i fremtiden.

Forskning viser, at disse bakterier har stor betydning for føllets fordøjelse, vækst samt stofskifte og immunforsvar i fremtiden, og det ses, at føllet har en meget stor fordel, i forhold til dette, hvis hoppen får tildelt probiotika i den sidste den af drægtigheden, og så længe føllet dier. Selv små mængder gør en STOR forskel for sundheden og modstandsdygtigheden hos det kommende føl. Så udover at sikre en optimal tildeling af næringsstoffer, og rette tildeling af vitaminer og mineraler, er det en god ide sikre en sund tarmflora, der suppleres med probiotika.

Du kan læse mere om hvad pro-biotika er lige her;
https://www.nordichorse.dk/blogs/blog/hvad-er-prae-og-pro-biotika

Fravænning

Når føllet fravænnes, sker et brat foderskifte for føllet, og dette kan skabe ubalancer i stortarmen.

Føllet har svært ved at nedbryde foderet 100 % før det er 8 måneder, og især nedbrydningen og absorberingen af vitaminer er ikke optimalt før den alder. For de vilde heste, der går med føl, gælder det, at føllet, eller nu unghesten, dier hos hoppen indtil de er 8-9 måneder. Ikke ofte, og ikke for at indtage foderenheder, men det menes at være grundet indtag af vigtige vitaminer og mineraler, som hoppen kan omsætte til føllet via modermælken.

Hoppen afvænner oftest selv føllet ved 6-7 måneders alderen, men det ses alligevel, at føllet får lov at stimulere mælkeproduktionen en lille smule i ny og næ, og opretholde en vigtig næringskilde indtil det igen er blevet tid til at hoppen skal fole.

For at sikre de bedste og mest naturlige betingelser for føllet og den bedste mave- tarmfunktion ved fravænning, er det først og fremmest vigtigt, at føllet tidligere er tilvænnet store mængder grovfoder, og at føllet får tildelt det samme foder, som hoppen har fået tildelt, fra folingen til fravænningen. Igen, jo færre foderskift, jo bedre er det for føllet. Ligeledes kan det være en stor fordel, at tildele probiotika til føllet, indtil det er 8-9 måneder gammelt, da det er her der er mulighed for at optimere stofskifte og basis immunforsvar for resten af hestens levetid.

Føl fodring med Nordic Horse

Du kan læse mere omkring fodring og fravænning af føl HER

Vi hjælper dig gerne med en individuel tilpasset foderplan til din hoppe og dit føl. Kontakt os på telefon 25 20 90 70 eller skriv på foderplan@nordichorse.dk