Hvilket foder skal jeg vælge til min hest?
Blog

Hvilket foder skal jeg vælge til min hest?

Hos Nordic Horse har vi 8 forskellige typer fulddækkende foder i vores sortiment og 5 forskellige typer vitamin/mineral tilskud. Dertil kommer mere end 10 forskellige typer suppleringsfoder. Vi bliver ofte spurgt ”hvorfor har I så mange forskellige produkter at vælge imellem?” og svaret er ganske simpelt, at det giver os de bedste forudsætninger for at lave en foderplan som er tilpasset både stråfoder og den enkelte hests behov.

Med så mange fodermuligheder tilgængeligt, kan det virke som en uoverskuelig opgave selv at vælge det bedste foder til sin hest. Men i virkeligheden behøver det ikke være SÅ kompliceret, med mindre hesten har nogle helt særlige helbredsmæssige udfordringer som der skal tages højde for i foderplanen.

For at kunne sammensætte den optimale foderplan, kan det være en god idé at starte med, at svare på følgende spørgsmål:

  • Hvor meget trænes hesten?
  • Hvilken type stråfoder udfodrer du, og hvor meget spiser din hest af det på et døgn?
  • Har din hest nemt ved at holde huld, eller er den typen som nemt bliver for tynd?
  • Hvor gammel er hesten?
  • Har du en avlshest?
  • Har din hest nogle diagnosticerede sygdomme, eller har den andre sundhedsmæssige udfordringer?

Hvis du kender svarene på ovenstående kan du forenkle processen med at vælge det rigtige foder, og samtidig sikre dig at du får valgt det foder, der passer bedst til din hest.

Hvor meget trænes hesten?

Når vi skal finde det foder som passer bedst til din hest, starter vi altid med at se på hvor meget hesten trænes. Hestens træningsintensitet har nemlig afgørende betydning for foderplanen – dette gælder på tilførslen af foderenheder, men også hvert enkelt vitamin og mineral. 

Over- eller undervurdering af hestens aktivitetsniveau resulterer i enten overvægtige eller tynde heste. Hos Nordic Horse har vi gjort valget af krybbefoder lidt nemmere ved at vise foderets energiindhold på etiketten. På den måde kan du vælge om din hest har behov for et foder med lavt eller højt energiindhold – alt efter om din hest er i det som kaldes ”vedligehold/let træning” eller om den er i moderat, hård eller intensiv træning. Hvis du er i tvivl om din hests træningsintensitet, kan du læse mere her: https://www.nordichorse.dk/blogs/blog/er-min-hest-i-vedligehold-let-moderat-eller-hard-traening

Er din hest ikke i træning, eller trænes den kun let, vil du som oftest skulle vælge et foder som Nordic Lite Müsli.

Har du en hest i træning vil du som oftest skulle vælge imellem foder fra vores ”Perform”-serie - her vælges foderet ud fra hvor meget din hest trænes og hvor nemt den holder huld. Nordic Perform Serien består af tre forskellige komplet fodre, som alle er sammensat til heste der skal yde. De tre fodre har forskelligt energiindhold, så du kan vælge det foder der passer bedst til netop din hest. Herunder har jeg listet foderet efter energiindhold, startende med lavest:

 

Hvilket krybbefoder passer bedst til min hests grovfoder (stråfoder)?

Den største udfordring, i forhold til at vælge det bedste krybbefoder, består ofte i at vælge noget som matcher dit stråfoder, og her kan det være nødvendigt at få hjælp fra en foderrådgiver hvis du er i tvivl.

Stråfoder som græs, hø og wrap, er den vigtigste del af hestens foderplan. Hesten bør indtage 1,5-2 kg tørstof grovfoder per 100kg hest dagligt. Samtidig er det vigtigt at kende grovfoderets indhold, da der kan være ret stor forskel på indholdet af foderenheder, vitaminer, mineraler, protein osv. Alle vores foderblandinger er baseret på gennemsnitsanalyser af dansk stråfoder, men dermed vil der jo også altid skulle udfodres stråfoder som falder uden for gennemsnittet.

Har du en stråfoderanalyse kan vi i foderprogrammet præcist beregne hvilket krybbefoder der matcher bedst med både din hest og det stråfoder hesten skal spise. Hvis dit stråfoder f.eks. har et meget højt kalorieindhold, skal der måske vælges et krybbefoder med et lavt kalorieindhold for at hesten ikke bliver overvægtig. Omvendt hvis dit stråfoder har et lavt kalorieindhold, men hesten har et øget behov for kalorier pga vækst, træning eller lignende, så skal der måske vælges et krybbefoder med højt kalorieindhold for at udligne.

Har du ikke adgang til en stråfoderanalyse, kan du vælge et krybbefoder ud fra hestens træningsintensitet, og herefter løbende vurdere om din hest trives på dette foder. Viser hesten tegn på overvægt eller undervægt skal der måske vælges et andet krybbefoder som passer bedre til stråfoderet, og på samme måde hvis hesten viser tegn på mangler eller ubalancer i tildelingen af vitaminer, mineraler, protein osv. Så kan der også i krybbefoderet tages højde herfor. Mangler/ubalancer kan vise sig som hovproblemer, mat pels, problemer med muskelsætning osv. I sådanne tilfælde kan det være en god idé at hive fat i din foderkonsulent for vejledning.

Du kan læse meget mere om hestens grovfoder her: https://www.nordichorse.dk/blogs/blog/grovfoder-det-vigtigste-i-hestens-foderplan

Har din hest nemt ved at holde huld, eller er den typen som nemt bliver for tynd?

Ligesom mennesker vil heste have forskelligt stofskifte. Nogle heste ser ud til at forblive overvægtige blot på den luft, de indånder, mens andre kæmper for at holde vægten, næsten uanset hvordan de fodres. Det er afgørende, at fodringen understøtter hestens individuelle stofskifte. Easy keepere, eller de heste, der ikke har problemer med at holde en god kropsvægt (og måske endda er overvægtige), bør fodres med et kaloriefattigt stråfoder og krybbefoder. På den anden side vil de heste der har svært ved at holde huld, have behov for et stråfoder og et krybbefoder med et højt kalorieindhold. Ideelt set bør energien i krybbefoderet komme fra fedt og fibre frem for sukker og stivelse.

Hos Nordic Horse har vi gjort valget af krybbefoder lidt nemmere ved at vise foderets energiindhold på etiketten. På den måde kan du vælge om din hest har behov for et foder med lavt eller højt energiindhold – alt efter om din hest har let eller svært ved at holde huld.

Du kan læse mere om fodringen af den overvægtige hest her: https://www.nordichorse.dk/blogs/blog/har-din-hest-ogsa-taget-lidt-pa-henover-sommeren

Har du en hest som taber sig på sommergræsset kan du læse mere her: https://www.nordichorse.dk/blogs/blog/har-din-hest-tabt-sig-pa-sommergraesset

Har du en hest som har svært ved at holde huld om vinteren kan du læse mere her: https://www.nordichorse.dk/blogs/blog/taber-din-hest-sig-om-vinteren

 

Hvor gammel er hesten?

Din hests alder vil hjælpe med at bestemme dens næringsbehov. Hvis hesten er ung og i vækst (fra 0-3 år) skal både de ernæringsmæssige behov til vedligehold såvel som til vækst og udvikling opfyldes. Her er et foder som er særligt sammensat til heste i vækst ofte den mest optimale løsning. Hos Nordic Horse vil det være foder fra serien ”Breed”. Du kan læse mere om fodring af heste i vækst her: https://www.nordichorse.dk/blogs/blog/fodring-af-draegtige-hopper-diegivende-hopper-og-heste-i-vaekst

Den anden type heste, der har et aldersfølsomt næringsbehov, er ældre heste. En seniorhest bliver dog ikke "senior" udelukkende baseret på alder. En hest betragtes som "ernæringsmæssigt senior", når den ikke længere kan spise det samme foder og bevare huld, muskler, hovkvalitet osv. Til disse heste anbefales det at øge mængden af basisfoder med 20%, så det øgede behov for bl.a. vitaminer og mineraler tilgodeses. Derudover kan seniorheste have sværere ved at tygge, hvorfor der kan være behov for et foder der er nemt at tygge, f.eks. et pelleteret foder. Til seniorhesten der har svært ved at holde huld, anbefaler vi som oftest et foder som Nordic Sport.

Ældre heste, der har svært ved at tygge sig igennem deres grovfoder, kan evt. få dette snittet eller opblødt, da dette skaber en mindre tyggetid. Hvis ikke dette er tilstrækkeligt, kan det være en fordel at tildele et grovfoder-supplement i krybben, der evt. kan opblødes. Her kan med fordel anvendes Nordic Finest. Du kan læse mere om fodring af seniorhesten her: https://www.nordichorse.dk/blogs/blog/fodring-af-seniorhesten

Har du en avlshest?

Avlsheste har et øget/andet behov for næringsstoffer i foderet end andre heste. Dette stiller særlige behov til krybbefoderet, som skal være tilpasset den enkelte hest. Hos Nordic Horse vil det være foder fra serien Breed der er optimalt til avlsheste. Du kan læse mere om fodring af drægtige hopper, diegivende hopper, føl og ungheste her: https://www.nordichorse.dk/blogs/blog/fodring-af-draegtige-hopper-diegivende-hopper-og-heste-i-vaekst

Har din hest nogle diagnosticerede sygdomme, eller har den andre sundhedsmæssige udfordringer?

For heste med sygdomme eller andre sundhedsmæssige udfordringer, kan det være nødvendigt at tage højde for det i fodringen. Her anbefales det at tage kontakt til en foderkonsulent, som kan hjælpe med den optimale foderplan. Før foderplanen udarbejdes er det vigtigt at foderkonsulenten kender til alle hestens udfordringer og evt medicin.


Hvorfor bør du vælge et foder der er lavt på sukker og stivelse?

Det er veldokumenteret, at foder med lavt indhold af stivelse og sukker er sikrere for hesten og reducerer risikoen for mange fysiske problemer. For meget sukker og stivelse, eller ikke-strukturelle kulhydrater, er direkte forbundet med et væld af sygdomme og adfærdsproblemer. Af den årsag vil et kvalitetshestefoder være baseret på energikilder, der kommer fra fedt og fordøjelige fibre, da disse kalorier er sikrere og ikke medfører de sundhedsrisici, som ikke-strukturelle kulhydrater gør. Krybbefoder, der har et højt indhold af korn, vil være meget højere i ikke-strukturelle kulhydrater end dem, der er baseret på ingredienser som f.eks. roefibre, græsser, esparsette, hørfrøkager, risklid og lignende.

Er foderet af høj kvalitet?

Det er ofte blevet sagt, at "du får, hvad du betaler for", og det er langt hen ad vejen korrekt. For at holde foderomkostningerne lave kan foderproducenter vælge at anvende ringere ingredienser i deres blandinger, og det kan for mange hesteejere være svært at gennemskue om et foder har en optimal råvare-sammensætning. 

Hos Nordic Horse er både valget af råvarer, forarbejdningen af råvarer og sammensætningen af råvarer af højeste prioritet. Vi sammensætter hestefoder, der understøtter en sund fordøjelse hos hesten. Altså naturligt, nænsomt behandlet og uden unødvendige fyldstoffer hesten ikke kan bearbejde.

Alt dette kan du læse mere om her: https://www.nordichorse.dk/blogs/blog/hvad-gor-nordic-horse-til-noget-ganske-saerligt


Foder-ordliste-guide

Foderblanding: I Danmark er det ikke tilladt at kalde en foderblanding for ”fuldfoder” eller "fulddækkende", da krybbefoder som udgangspunkt ikke kan stå alene – hesten skal nemlig også have stråfoder. Så krybbefoderet er altså først ”fulddækkende” i kombination med stråfoder (hvis nogen skulle være i tvivl). Hos Nordic Horse har vi 8 forskellige komplette foderblandinger, som findes under kategorien ”Nordic Raw Complete”. Disse foderblandinger er opdelt i foderserier, så du nemt kan finde det foder der matcher din hests behov bedst.

Vitamin/mineral blanding: Ønsker du selv at sammensætte din hests krybbefoder, kan det være fint at vælge et vitamin/mineral tilskud. Hertil er det dog vigtigt at du om vinteren, eller når hesten ikke får frisk græs, supplerer med omega-3 fedtsyrer. Nogle heste har også behov for ekstra fedt og/eller fibre i krybben for at have nok energi til huld/træning. Hos Nordic Horse har vi 5 forskellige vitamin/mineral blandinger, som findes under kategorien ”Nordic Raw Health”. Synes du det er svært at vælge mellem de 5, så læs evt vores guide her: https://www.nordichorse.dk/blogs/blog/hvilke-vitaminer-og-mineraler-skal-jeg-vaelge-til-min-hest

Suppleringsfoder: Suppleringsfoder er det foder du kan supplere med hvis din hest har behov for ekstra fedt eller fibre - f.eks. til huld eller optimering af tarmsystemet. Suppleringsfoder er ikke tilsat vitaminer/mineraler, så du kan selv skrue op og ned for mængden efter behov, uden at det laver ubalance i hestens vitamin/mineral tildeling. Hos Nordic Horse har vi et stort udvalg af suppleringsfoder, så du kan vælge det der passer bedst til din hests behov. Suppleringsfoder findes under Nordic Raw Supply

Tilskudsprodukter: Hvis din hest har særlige udfordringer, kan det rette tilskudsprodukt ofte gøre en stor forskel. Tilskudsprodukter kan f.eks. anvendes til: Hovproblemer, hud- og pelsproblemer, muskler, led og mobilitet, overvægt / stofskifteproblemer, problemer med fordøjelsen / løse hestepærer, muskelopbygning, nervøse heste, dårligt immunforsvar osv. Vi har et stort udvalg af 100 % naturlige tilskudsprodukter. Har din hest særlige behov, eller udfordringer, er du altid velkommen til at kontakte os for nærmere rådgivning. Tilskudsprodukter findes under Nordic Raw Supplement

 

Kontakt os gerne på info@nordichorse.dk, hvis du har spørgsmål omkring fodring af din hest. Vi står klar med rådgivning og udarbejder også gerne en specifik tilpasset foderplan. Melder man sig ind i Klub Nordic Horse, kan man bestille en foderplan ganske gratis.